20 fantastiske år med PAPA BUE

Forord til 20 fantastiske år med Papa Bue

Af

Henrik Wolsgaard-Iversen, 
Tidligere TV-UHA chef i Danmarks Radio, formand for Ben Websters Fond m.m. 

Stor jazzbassist med stor hukommelse

Jens Sølund er en stor mand med en enorm hukommelse, og i denne bog har han vredet muntre, surrealistiske og dokumenterede oplevelser ud af erindringen om sine mere end 20 år med Arne Bue Jensen. Altså Danmarks Papa Bue, den lille mand med den store virkning. Personligheden bag det orkester, som længst og bedst og folkekærest havde et greb i hjerteregionen på tre generationer af festfyldte danskere, svenskere, tyskere, thailændere, indonesere – ja, man tør næsten sige globale fans.

Papa Bue’s Viking Jazzband er stadig kendt fra New Orleans til Stavanger via talrige plader og CD’er, kendt på kvalitet, høj underholdningsværdi og de stærke, originale solister, bandet bar i sig selv eller havde med som stjernegæster. Sølunds erindringer og anekdoter handler i høj grad om Arne Bue, og det er ikke kedeligt for at sige det mildt. Bues humor, situationsfornemmelse, bramfrihed, slagfærdighed mener jeg ikke er overgået af mange, det kunne da være Gustav Wied eller Storm P. Og det er Sølunds flid og fortjeneste, at man nu kan dele denne side af et liv med et utroligt band og den mest originale bandleader, dette land har sat på musikkortet. En egentlig biografi om Papa Bue har ikke set lyset – endnu – men disse sider vil bringe læseren ind i maskinrummet, som det nu hedder, og det er mere end en smagsprøve – det er et godt måltid til både bidder og hele menuen.

Til sin konfirmation ønskede Jens Sølund sig kun én ting, en kontrabas. Hans violinstudier førte ikke meget med sig –”for der var jo ingen, jeg kunne spille med.” I sit drengeværelse på Amager hørte han en ven til storebror spille en plade på familiens nye B&O-anlæg med to fede højttalere. Kun bassen gik lige igennem væggen. Det var Pops Foster på ”St. Louis Blues” med en musiker, Sølund ikke kendte, Louis Armstrong. Han vidste ikke hvad jazz var.

Da konfirmationsmorgenen oprandt, var der ingen kontrabas, måske en Parker-fyldepen som dagens gave. Sølund nægtede at åbne den, nægtede at blive konfirmeret i kirken, hvis han ikke fik den BAS, han have plaget om. Stædig var – og er – han. Gennem familie og venner, blev der mirakuløst fremtryllet en bas samme dag, og han blev konfirmeret. Lørdagen efter havde han sit første job. Det var i 1960. – Sølund siger: ”Dengang var der næsten ingen, som spillede ”traditionel” bas, de moderne bassister med Erik Moseholm i spidsen gik en anden vej, og det var mit held. Jeg kom hurtigt til at spille med og lære af musikere, som jo var langt bedre end mig.” 

Det blev til Nyhavn med bl.a. Ricardo’s Jazzmen, men kun søndag eftermiddag – han var jo stadig skoledreng. Da han var 18, begyndte Papa Bue at bruge ham som afløser.

Arne Bue – det var kun ikkemusikere, som kaldte ham Papa Bue – hyrede Sølund pr. telefon som afløser for Basse Seidelin, der forlod orkestret i 1966.

Det var en sjældenhed, at Arne ringede til musikere. Et fysisk skulderklap og et par ord kunne være nok til at hyre eller måske fyre.

Sølund boede på Stevns og skulle køre langt i bil, så han havde en gyldig undskyldning for at undgå festligheder under og efter koncerterne og jobbene. Han havde allerede i nogle år været ansvarlig for økonomi og pladekontrakter, og da bandets forretningsfører og klarinettist gennem mange år, Jørgen Svare, stoppede, fik Sølund nu også ”foræret” alt med booking, hoteller, færger, fly, udland, indland. Et omfangsrigt arbejde, som i de gode år - f.eks. 1986, hvor almindelige danskere havde 220 arbejdsdage - kunne komme op på 272 engagementer ude og hjemme.

Jens Sølund har mange jern i ilden, været afholdt lærer bl.a., men hans hjerte banker i 4/4 for jazzen, og han spiller i dag overalt med flere af de andre ”gamle”, Tribute to Papa Bue naturligvis, men også med de yngre, der betragter ham som en af jazzens pyramider. Han er pladesamler i internationalt format, vinyl, hans yndlingsbassist er vistnok Oscar Pettiford. En nebengesjæft er hans afsindige madopskrifter i ”Ganespalten”.

God fornøjelse.

Tilbage til forsiden